Hold balancen!
En god balance er vigtig, når du dyrker idræt. Ikke mindst for at undgå skader
Vi holder balancen ved hjælp af et uhyre komplekst og forfinet samspil mellem vores muskler og informationer fra en række andre sanser.
De sanser er blandt andet synet, ørets ligevægtssystem og de millioner af små følelegemer, som findes i led, muskler, sener og huden.
Sanse-informationerne sendes via nerverne og bearbejdes i vores rygmarv og hjerne.
De sender kommandoer ud til de enkelte muskler, så de udvikler netop den kraft, som er nødvendig.
Det er koordinationen af musklernes arbejde, som gør at du kan holde balancen.
Vigtigt med god balance i idræt
I al idræt er det vigtigt at have så god en balance og koordination som muligt.
Det skal kombiners med præcis den mængde muskelstyrke, udholdenhed, smidighed og hurtighed, som den enkelte idrætsgren kræver.
Ankelskader går ud over balancen, fordi en mængde af de små følelegemer, som findes i ledbåndene bliver ødelagt.
Det påvirker og forstyrrer de sanse-informationer, som skal modtages fra området for at balancen og koordinationen kan fungere optimalt.
Balance-øvelser
- Stå på begge fødder. Lidt ned i knæ. Kom op på tæerne med bøjede knæ. Her strækker du knæene. Tilbage til flad fod. Prøv samme øvelse på ét ben. og med lukkede øjne.
- Stå på ét ben og skriv dit navn i luften med den anden fod.
- Stå på ét ben og spil bold op af en væg eller med en medspiller.
- Gå på line. Brug f.eks. baneopstregningen som line, eller gør det sværere ved at gå på en bom.
- Leg "Jorden er giftig" hvor du kun må træde på opmærkede områder. Du kan også øge tempoet og gøre legen til en fangeleg.
- Hold balancen, mens du står på usikkert underlag, eks. balance-bræt, skumgummipude, luftmadras, vandseng.
- Parøvelser. Trække- eller skubbekamp. "Hanekamp" på ét ben, skubbe hinanden ud af balance
Marie GaardenEjer: Kommunikationsafdelingen